søndag den 8. september 2013

Denne uges Uffe


Uffe underviser i dansk som andetsprog her på Sprogcenter Hellerup. Vi har fanget ham på skolen og stillet ham følgende spørgsmål i forbindelse med, at han er #ugenslærer på Facebook:

- Hvad hedder du mere end Uffe?

- Uffe Dan Sparre Fischer.

- Hvor mange år er du?

- Tre en halv snes.

- Hvad betyder ’en snes’?

- Det betyder 20.

- Hmm … Hvor mange år har du undervist i dansk som andetsprog?
- I 30 år, siden jeg var 40.

- Hvad lavede du, før du blev sproglærer?

- Jeg var journalist.

- Hvorfor skiftede du?

- Jeg begyndte at undervise i dansk for voksne udlændinge nogle aftener om ugen, mens jeg arbejdede som journalist. Så fik jeg tilbudt et job som sproglærer på fuld tid, og så … skiftede jeg!

- Har journalistik og undervisning i dansk noget til fælles?

Ja. De handler begge to om sprog og formidling af et stof.

- Hvad kan du bedst lide ved at undervise?

- Kursisterne! Det er dem, der holder dig i live – eller tager livet af dig!
Det er under alle omstændigheder dem, der gør det spændende, afvekslende og underholdende. Det bliver aldrig rutine og kedeligt!

-Ok. Andre ting?

- Kollegerne. Hele undervisningsmiljøet her på skolen.Og det at formidle et stof, fx grammatik, så kursisterne kan forstå det – også selvom det er svært.

- Hvilke emner – ud over grammatik – kan du bedst lide at undervise i?

- Demokrati og folkestyre. Integration og kulturmøde. Kønsroller og ligestilling.

- Hmm … Jeg har regnet lidt på det. Du må være fyldt 70. Hvorfor stopper du ikke bare og går på pension?

- Da jeg blev 65 og fortalte en af mine afrikanske venner, at jeg ville fortsætte, så sagde hun, at det var en god ide: ”It keeps you off the streetcorners – det holder dig væk fra gadehjørnerne!” Og jeg elsker at undervise!

- Hvad laver du, når du har fri?

- Jeg læser afrikansk-amerikansk litteratur. Lytter til jazz. Går i biografen. I haven. Naturen. Er sammen med venner og familie.

- Vi fik slet ikke snakket om familien?

- Nej! Ok, jeg er gift, og jeg har en søn, Peter Sizwe, fra mit første ægteskab med en sydafrikansk læge. Hans mor døde, da han var 10 år gammel.
Min nuværende kone er også sproglærer, og hun har også en søn, som hedder Peter. Peter Bille. Han er gift, og vi har tre børnebørn: en pige på 2½ år, og tvillinger på nu godt 1 år. Dem er vi meget glade for!

- Tak for snakken.

- Det var så lidt!

torsdag den 5. september 2013

Vores blog

Sprogcenter Hellerup har fået sin egen blog. Her kan du skrive om alt muligt.  Du kan fx skrive om dine oplevelser med at lære dansk, om at være ny i Danmark eller komme med forslag til, hvordan vi sammen kan gøre tingene endnu bedre. Du kan også kommentere på de indlæg, andre har skrevet. Der er kun én regel: Indlæggene skal være på dansk.

Hvis du du gerne vil have hjælp til at skrive på dansk, er det også muligt. Kursistrådet vil lave skrivegrupper, hvor jeg også vil deltage. Det er kursistrådet, som administrerer bloggen, så det er dem, der bestemmer, hvad der skal på. Indtil videre kan man sende en SMS til mig på 26157478 eller skrive til kwi@hespf.dk, hvis man har spørgsmål eller indlæg. Der vil start komme nærmere besked om tid og sted for skrivegrupper. De praktiske ting omkring bloggen, vil man kunne læse mere om på Facebook.

Jeg glæder mig til at høre fra jer - Kristine (Kursistrådsadministrator)